Undskyld vi roder

Efter mange års tiltagende pladsmangel og tiltrængt renovering, så vil vi på lørdag starte vores ombygning og optimering af Min Købmand i Velling.

Vi begynder med fase I således, at nuværende lager bliver i ét niveau, butikken bliver udvidet med ca. 50 m2 og vores gamle mælke-kølesystem fra 50’erne bliver udskiftet med et mere energivenligt system, som er både kunde-, personale- og miljøvenlig.

Ombygningen af fase I er budgetteret til 1mill. kr., som bliver finansieret af egne midler, tildelte midler fra LAG (400.000 kr.), og lån og støtte af private. Vil du som kunde være med til at støtte os, så venligst indbetal på din VAB konto, således vores likviditet under byggeriet styrkes. Finansieringen bliver primært brugt til materiale- og få håndværkerudgifter. Frivillige vil lave det meste af nedbrydningsarbejdet + en del af genopbygningen. 

I hele perioden vil butikken være åben. Midlertidige køle/fryse containere er allerede blevet opsat på en del af den nuværende parkeringsplads. Lageret vil i perioden køres ned på et minimum, dvs. vi vil have de fleste varer i butikken, og derfor beder vi vores kunder om forståelse for evt. rod, larm og mængden af varer. Den gode kundeservice fortsætter selvfølgelig, så hvis vi ikke har det, du søger, så sig det endelig, så bestiller vi!

Den nyrenoverede butik vil lette og sikre personalets arbejdsmiljø i forhold til lager og opfyldning. Vores nye kølesystem vil gavne både kunder og personale. Og så vil det nye køle/frysesystem være gunstig for el udgifterne, som i øjeblikket er stigende. Vi forventer, at fase I af ombygningen vil være færdig i løbet af november 2022. 

Fase II, som indbefatter nyt kunde/personale toilet og tilbygning, arbejdes der sideløbende på ift. finansiering.

På lørdag arbejdes der mellem 9-15 med rydning af lager og nedbrydning af eksisterende køle/fryse anlæg. Hvis der er nogle, der har tid og lyst til at hjælpe til, så henvend jer endelig til Thomas på tlf. 41280144.